Vi trådte ind på selve centralen i det rum, hvor 25 telefonister sad foran et sort felt med små bitte huller, der ikke var så store som neglen på min lillefinger.
Man skulle på et sekund træffe.
Og så den susende travlhed der var fra 10 til 12 … så var der ingen, der stødte sammen. De var så øvede.
Og man skulle helst bo hjemme ved forældrene. Men det fik vi da afskaffet, for vi sagde: ”Man kan ikke forlange, at et hjem skal have en voksen telefonist, der er oppe i 30erne, boende til evige tider, når de har andre børn, yngre, der har brug for hendes værelse. Og det bøjede selskabet sig for.
Og da var jeg formand for de kommunale telefonister… deres fagforening i 11 år og førte forhandlinger med direktør Lindstow.
I det hele taget vandt jeg mine sager altid. Fordi vi var kommunale, så kunne vi forlange at få samme forhold som kommunale arbejdere, pension og så videre.
Jeg var kendt for, det kan jeg godt sige efter så mange års forløb, at jeg var kendt som et meget roligt og venligt og forstående menneske, som hjalp telefonisterne til at få deres rettigheder selv i de mindste ting.
Lyssna: mp3