96 år. Anna: “Den store verden” (DANSK)

Nu har jeg altid haft udlængsel. Og i de unge år da havde vi ikke penge til at rejse, men så havde vi en cykel, og så cyklede vi. Vi har været i Sverige, og vi har været i Norge på cykel. Én gang fik min mand den skøre idé, at vi skulle cykle til Heidelberg. Og det var… det var drøjt, for der var mange kilometer, og vi havde 16 dage til det. Så skulle vi hjem i vores arbejde igen, ikke?

Og så, da vi fik… tjente nogle flere penge og fik en bil, så kørte vi jo rundt. Og så, da min mand døde, så… så skulle jeg vænne mig til at være alene, for det… jeg havde jo ikke behøvet at tænke på den slags ting, hvor vi skulle hen. Det gjorde han jo.

Og så begyndte jeg at rejse alene. Og så har jeg rejst en hel del rundt. Og nu kan jeg ikke mere.

Og nu har jeg en hjemmehjælper, der er fra… nå… det glemte jeg, Somalia. Ja, de kommer lang vejs fra, ikke? Og hun er så nydelig. En stor flot dame med en rejsning så fin. Og så er hun… så er hun klædt, som de er derhjemme med lang nederdel.

Og så kom hun en søndag, så havde hun rød nederdel med sådan en bort med, jeg ved ikke, om det var batik, eller det var broderi. Det kan jeg ikke se. Og så havde hun hvidt tørklæde. Hun var så yndig. Jeg sagde det også til hende: ”Hvor er du smuk.” Så klappede hun mig på skulderen: ”Du er også smuk ”, sagde hun. Så sagde jeg: ”Det er lige et par år siden.”

Lyssna: mp3

Leave a Reply