Jeg står op ved halv 8 tiden om morgenen, går op i det, vi kalder vores dagligstue og får min morgenmad, hvad jeg har lyst til. Og så skal jeg have læst min avis, og det tager jo en halvanden times tid at få den læst. For efterhånden som synet ikke er så godt, så tager det lang tid. Så har jeg mine puslespil, og jeg har bøger med stor skrift, som jeg kan læse. Og jeg har min kabale.
Og så spiser vi allerede klokken kvart i 12 oppe i det, vi kalder vores store spisestue og får en ualmindelig god, det vi kalder en hverdagskost. Det kan ikke være bedre. Og vi sidder ved, jeg tror det er 5 – 6 små borde. Så vi er en 5 – 6 stykker ved hvert bord.
Og selvfølgelig er damerne i flertal deroppe. Der er ikke ret mange mænd. Men sådan er det vist rundt omkring i dag.
Nu har vi været uheldige i det her forår og mistet så mange. Jeg synes, jeg har hørt noget om, der var 14 der var … muml eller sådan noget lignende. Men det var vist på alle afdelinger alt i alt. Men det var også mange. Men det var også en grim influenza, det var det. Men ellers så synes jeg sådan… vi mærker det ikke. Vi ser bare lige flaget er på halv, så ved vi, nå nu er der en gået væk igen, ikke?
Så tænker man ikke mere på det. Det kan ikke nytte noget, at man går og spekulerer alt for meget på det. Det går væk efterhånden. Til at begynde med da tog det på én. Men det gør det ikke mere. Nu er det bare ja selvfølge. Sådan skal det gå.
Lyssna: mp3