Jeg kan stadig få sommerfugle i maven… også om jeg nu stadigvæk har den ballast og den tyngde, der skal til, for at man kan gennemføre at gå på prædikestolen på søndag? Om jeg kan få sagt det, som evangeliet, som teksten byder mig at sige… få sagt det rent og klart?
Jeg synes hver gang, at det er utroligt modigt, at man tør gå op på en prædikestol og sige det, som jo grundlæggende er Guds tale til mennesker. At man tør give sig i kast med det…Jeg kan simpelthen få angstanfald bare ved tanken. Og jeg kan hver gang blive kold både udvendig og indvendig. Jeg kan få gåsehud bare nu ved at tænke på det.
Og da er det så, når man kommer derop, jamen så glemmer man, hvem man selv er og koncentrerer sig om opgaven.
Jeg skriver mine prædikener fuldt ud hver gang. Men når jeg først er kommet derop og er kommet i gang, så kan det en gang imellem være svært at komme tilbage til manuskriptet, fordi man bliver grebet på en eller anden måde af det, man er i gang med. Og man får selvfølgelig også noget respons fra dem, der kigger på én nede fra kirken. Det kan ikke undgås, at man ind imellem får øjenkontakt med nogen mennesker, der sidder dernede, og det påvirker selvfølgelig også det, man siger.
Jeg har været ude for, at man er kommet så langt væk fra intentionen og meningen, at man faktisk er nødt til at gå tilbage og begynde næsten forfra og sige: ”Det her det var da vist en svipper.”
Lyssna:mp3