Klokken kvarter over 12 ser jeg en, der kommer ind, og det lyser simpelthen ud af ham, at han er ude på noget. Og han går så ind og så laver det taktisk rigtige, som de plejer at gøre, det vil sige tager nogle småting og lægger ned i en kurv, går op og tager en oksemørbrad, og så følger jeg ham lidt, og så mister jeg forbindelsen med ham. Og så går der to minutter, så ser jeg ham igen, og da er den oksemørbrad væk. Og så går jeg ud og underretter personalet, og så går jeg udenfor og står og venter. Og der går ti minutter, og han kommer ikke ud, og så går jeg ind igen. Og da har han så en oksemørbrad ned i hans kurv igen, da jeg ser ham. Og så følger jeg efter ham, og han går ned i øl og vand. Og så tager han lige oksemørbraden og så ind under jakken, og så går jeg så bare ud og venter. Han må jo komme ud på et tidspunkt. Og ganske rigtigt, han havde to oksemørbrad indenfor jakken.
Altså, jeg kan se på folk, om det er butikstyve, eller det ikke er. Unge mennesker stjæler. Ældre mennesker stjæler. Det er faktisk fra 5 år og så op til 100 år. Så det… altså, jeg vil sige, for mig er det let at se, om folk, de stjæler, eller de ikke gør. Og det betyder jo også i fritiden, når vi er ude at handle, så falder man også over et eksemplar, og da går man så hen og fortæller i butikken, at det er en butikstyv, eller det ikke er.
Det ligger simpelthen i en, at man simpelthen ikke kan lade være. Og det har jeg så også eksempler på fra nogle af mine andre kolleger, som når de er ude at handle med konen eller kæresten, så er de væk i ti minutter, tyve minutter, og så er det, fordi de har fundet en butikstyv.
Så jeg vil sige, mange butiksdetektiver, det tror jeg … det er simpelthen noget, man har i sig. Det er ikke noget, man sådan kan blive lært op til.
Lyssna: mp3